5. december

5. December: Hårdt arbejde betaler sig

"En ulykke kommer sjældent alene", siger det gamle ordsprog. Det burde måske have heddet: "Et lortejob, medføre flere".

Ved ikke om Sif har fortalt det, men juletossen har tvangsindlagt os hele aftenen igår og iforegårs til at flette julehjerter, bage vaniljekranse, lave bolcher og hvad ved jeg, til hendes jule-gøgl-butik. Oven i hatten, er vi også blevet bedt om at fragte det rundt, via cykel. Og hun har tvunget mig, til at iføre mig afsindigt pinlig refleks-vest, da hun "altså har ansvaret for os, og får ondt i hjertet ved tanken om der skulle ske os noget". Var lige ved at hidse mig op, men hun så så underligt bekymret ud, at jeg bare sukkede højlydt og tog afsted.

Og somom jeg ikke havde fået skodjobs nok, var der endnu et i hatten. Dette er i det mindste lønnet, men stadig uvelkomment.

På den sidste adresse på ruten, stødte jeg ind i høj, vred og råbe-ind-i-mobil-agtige, jakkesætklædt galning.

"Hvad vil du? Vi giver ikke ved dørene, hvis du er en af de der juleindsamlere"

"Det er jeg ikke" sagde jeg småfornærmet - "jeg er her med de tre julekranse, der er bestilt"

"Åh" sagde manden, og skiftede ansigtsudtryk, nu lignede han kun, at han var sekunder fra at dø af stress: "Det må være min sekretær's bestilling - hun er blevet bedt om at pynte huset op. Forstår du, jeg har ikke tid. Og ja, børnene bliver jo skuffet ellers. Det er de kringler.. En heksejagt uden lige! Og stedet her ligner Jerusalems ødelæggelser"

Han holdte en kort pause, og målte mig med øjnene, og sagde så: "Hm. Du kunne vel ikke lokkes til at skovle sne her, i december? Der har jeg ofte møder, og folk må kæmpe sig vej gennem gårdspladsen, forstår du nok, og jeg har lige brug for en rask dreng som dig."

Jeg skulle straks til at opdigte en historie om for tidlig udviklet slidgigt i mine skulderled, men i køkkenvinduet spottede jeg den lille fikse frækkert nede fra bageren af, og fik sagt ja, før jeg fik husket på, at alt hun gjorde sidst jeg så hende, var at grine.

Og efter at være blevet udstyret med en sneskovl, og havde ryddet halvdelen af gården, var jeg også ved at smide håndklædet i ringen - stedet her var enormt.

"Vil du have en kop varm kakao?" hørte jeg pludselig bag mig, og igen ud af den blå luft stod pigen fra bageren, og holdte et dampende krus frem mod mig

"Jo tak. Hvis du da er færdig med at grine af mig" røg det ud af mig, med et småfornærmet smil. For helved, not cool, Villads!

Men hun grinede bare igen: "Det er jeg næsten. Jeg synes bare det var så sjovt, at se en jævnaldrende stå og synge "På loftet sidder nissen" for sig selv, det er ikke ligefrem hverdagskost her omkring"

Troede jeg skulle dø indvendigt, og bandede moster Ellens insisterende morgensang langt væk. Men det endte med at vi stod og snakkede i en halv time; det viste sig hun var borgmesterdatter, og gik i skole inde på fastlandet, og skulle med færge hver dag. Og for første gang, siden jeg ankom til øen, havde jeg ikke lyst til at tage hjem.